"Natalia Rose - Beyond the concept of Klein's Blue"
Af Dr. Salvatore Russo
Redaktør "Contemporary Celebrity Masters"

Farveeksperimenter har altid spillet en vigtig rolle i kunsthistorien.  At blande pigmenter for at skabe nye nuancer kendetegner mange kunstneres arbejde.  Nogle mestre har viet deres virke til farven som tema, fordi de på den måde er i stand til at udtrykke det, de ønsker. En af dem er den franske kunstner Yves Klein.  Hans mest berømte værker er monokrome malerier skabt med en bestemt farve.  Derfor var han gennem hele sin karriere på jagt efter nye nuancer i farver, som kunne udtrykke hans stil og give form til hans koncept.  Den særegne farve, som Klein fandt frem til, er resultatet af hans lange farvestudier. I sin korte, men begivenhedsrige karriere udviklede Klein et intimt forhold til farver, både i sine malerier og kreationer. Faktisk brugte han så vidt muligt rene pigmenter, så den originale farve og dens lysstyrke ikke gik tabt. Kleins fokus skyldes en unik forståelse af, hvilken farve der repræsenterede hans ideal. Det drev hans stilistiske udforskning. Det handlede ikke kun om maling, men repræsenterede snarere en filosofi - en verdensforståelse.  

 Klein havde en fantastisk karriere, og jeg kan ikke lade være med at tænke på Van Goghs ord om fremtidens kunstner: "Det vil være en kolorist, som aldrig før er set!"
 På et tidspunkt indstiller Klein sin jagt på den perfekte farve. I stedet skaber han den selv ved at blande tørt pigment i syntetisk harpiks. Han henvendte sig til Edouard Adam, kunstner og ejer af ​​et lille værksted i Montparnasse i Paris, som fremstillede farver. Ifølge Adam passerede mange kunstnere gennem hans værksted. De ledte efter nye kromatiske løsninger. Som det fremgår af Theodore Gilaberts bog Blue K. - The Story of an Artist and His Color, var Yves Klein ifølge Adam den eneste af dem, som han udviklede et nært og professionelt forhold til.

 Adam fortæller:

 "En dag bad han mig om hjælp til at finde en blå maling. Den skulle blandes, så den blev særlig modstandsdygtig og fløjlsagtig. Han forsøgte alt for at binde det 1311 ultramarine pigment, han havde købt af mig. Han forsøgte med læderlim, linolie og kasein, men intet af det skabte den ønskede effekt.”  

 Således gik de to gik i gang med at skabe det, verden nu kender som Blue Klein.

Natalia Roses brug af blå i sine værker er dybt interessant. Hun bruger ikke blå som en isoleret farve, men forbinder den med andre farver. Guld og sort dukker op side om side med blå og styrker således den blå farves effekt. Natalia Roses uformelle men præcise sprog er et vartegn for det moderne maleri. I hendes værk får vi endnu engang demonstreret kraften i det abstrakte maleri. Det er Natalia Roses store fortjeneste, at hun har været i stand til at skabe sin egen blå nuance. Den er til stede overalt i hendes værker, men til forskel fra hos Klein bliver den blå farve ikke presset ind i en ramme, hvor den skal være helt præcis. I stedet bliver der skabt plads til, at den på harmonisk vis kan blande sig med andre farver.

 Den blå farve passerer ikke ubemærket i Natalia Roses værk. Det er en farve fuld af nuancer. Den brydes af en harmonisk og præcis gestus. Det er en farve med sin egen semantik. Det er kunstnerens fortjeneste, at hun er i stand til at fylde farven med sit eget udtryk, sit eget alfabet. Alle hendes værker skal læses med denne farvekomponent.  

 Værdien i Natalia Roses kunst findes i den måde, hun bruger den blå farves muligheder og kvaliteter på. Hvis vi studerer maleriets komposition og ser omhyggeligt efter, så springer det blå, kromatiske element først i øjnene. Det virker skarpest. Vi er nødt til at begynde med Natalia Roses "blå", før vi analyserer resten af billedet. Efter at have sporet denne vej ind i billedet standser vi op for at se, hvordan denne interessante kunstner i tide afslører en fortsat, kromatisk udvikling. Den omhyggelige iagttager vil straks bemærke, at Natalia Roses blå er bevidst, og at det er en gennemtænkt udvikling af Kleins blå. Det er en mere moderne blå farve, som er i dialog med den tid, hun som kunstner lever i.